Jeg har cyklet i bjergene i mange år. Alperne, Pyrenæerne, Dolomitterne, en del mindre stigninger i Spanien og enkelte mytiske klatreture i Italien. Hver gang er der noget, der sker undervejs op ad en lang stigning, som jeg ikke har kunnet finde noget andet sted i mit liv. Og hver gang vender jeg hjem med en lidt anden måde at se mit arbejde på.
Det er ikke noget jeg går efter, når jeg planlægger en tur. Jeg cykler i bjergene, fordi jeg holder af det. Men efter mange år er det blevet tydeligt for mig, at de timer jeg bruger på den måde, er noget af det mest værdifulde jeg gør for det arbejde jeg laver, når jeg kommer hjem.
En stigning lærer dig hvor du står
Der er noget meget ærligt over en lang klatretur på en cykel. Du kan ikke snyde dig selv. Du kan ikke springe over. Du kan kun finde den kadence, der passer til både din krop og stigningens hældning, og holde den. Bjerget er ligeglad med din arbejdstitel, dine deadlines eller dit ego.
Det er det møde med dig selv, der gør det så interessant. På en flad rute kan du gemme dig i et felt, drikke kaffe og snakke. På en stigning er der ingen steder at gemme sig. Du er nødt til at være tilstede med din egen krop, dit eget åndedræt og din egen mentale tilstand. Det er den slags ærlighed, der overrasker mange første gang de prøver det.
Det rytmiske, der bygger fokus
Cykling i bjergene har en rytme, der ligner meditation, hvis man giver sig selv tid til at finde den. Pedaltråd efter pedaltråd, åndedræt der følger kadencen. Når man kører i den rytme i en time eller to, holder hovedet op med at producere støj. Der er stadig tanker, men de bliver klarere og roligere.
Det er den slags stilhed, der ikke kan skabes i et kontor. Det er kun noget kroppen kan tage dig hen til, når den arbejder hårdt nok og længe nok til at hjernen overgiver sig.
Hvad det gør ved arbejdet
Når jeg kommer hjem fra en uge i Alperne eller en stor klatretur i Pyrenæerne, mærker jeg konsekvent et par ting i mit arbejde.
For det første prioriterer jeg bedre. Det lyder simpelt, men det er ikke noget jeg kan tvinge frem hjemmefra. Det kommer af, at jeg har brugt nogle dage på at lave noget der kræver fuldstændig fokus. Bagefter er det lettere at se hvad der reelt skal laves, og hvad der bare føles påkrævet.
For det andet skriver jeg bedre. Senest sad jeg med et indlæg om hvad det egentlig koster at hyre en vikar i industrien til en kundes blog, og det fløj fra hånden på en måde, jeg sjældent oplever, når jeg har siddet på et kontor for længe. Det samme gjaldt en serie lokale rekrutteringsbureau-sider jeg lavede i samme periode. Det er som om bjergene har sorteret, hvad der er værd at sige, før jeg overhovedet begynder at skrive.
For det tredje er jeg roligere. Det er måske den vigtigste forskel. Jeg bliver ikke så let stresset over små ting, og jeg har lettere ved at acceptere, at noget tager den tid, det tager.
Den spirituelle del
Der er noget der grænser op til det spirituelle ved at cykle op ad en lang stigning. Det er hverken religiøst eller mystisk. Det er bare det, at man bliver mindet om, hvor lille man er i forhold til de bjerge man bevæger sig op ad.
Og samtidig hvor meget man kan, hvis man bare bliver ved. Den dobbelthed mellem ydmyghed og styrke er noget af det jeg tager med mig hjem. Det smitter af på hvordan jeg griber svære opgaver an, hvordan jeg taler med folk, og hvordan jeg ser min egen plads i tingene.
Skal du prøve det?
Du behøver ikke at cykle en Tour de France-etape for at få noget ud af det. En lang stigning i Norge, et par dage i Alperne med en lejet cykel, eller blot en serie af lange ture i et bakket landskab kan være nok. Det handler ikke om hvor stejlt det er. Det handler om at give sig selv den tid, hvor man ikke kan andet end at være tilstede med sin krop og sin tanke.
Bjergene venter på dig. De har stået der i millioner af år, og de er ligeglade med dine deadlines. Det er præcis derfor de hjælper.
